Referat af sniksnak fredag d.29.

EKSOTISK DAGLIGSTUE

Bevare fokus. Gennemarbejde udstillingen. Gennemføre temaet. Gemme visse aspekter til andre udstillinger. Fremtidige temaer:
-forsøget på at skabe det egentlig ekstotiske, "det anderledes".
-drøm, mentalt rum.

(Gruppe-aspektet skal ikke gøres til et ”værk” i denne udstilling. Analyse af gruppen kan blive interessant efter flere projekter og samarbejder.)

DATO FOR UDSTILLINGEN

Pre-fernisering: tirsdag d. 23. september (invitation til afdelingsforsamligen)
Fernisering: torsdag d. 25. september (Selini skal arbejde fredag)

BLOGGEN
Bloggen fortsættes. Gerne flere personlige holdninger og kommentarer - forholden sig til det materiale vi har indsamlet.
Det er helt ok at vise andre værker og kunstnere på bloggen.
Hvorledes skal korrespondancen samt materialet udstilles? Computere, projektioner, indtaling, "radio-spots"?

Enighed om totalinstallation
Sidsel må rejse ugen op til og frallægger sig kontrollen over ophængningen. OK med sofastykker.

FLYER
Flyer tekst:

Invitation til
EKSOTISK DAGLIGSTUE
En udstilling af N4S

Tid, sted
Tjek kørselsvejledning: www...
Link til bloggen

Laves af Signe
Muligvis bogstaver af collage
De som vil hjælpe med opsætningen (med udgangspunkt i Signes arbejde), mødes mandag kl.10 i Signe+Sofies atelier.
Vi afventer tilbud fra Skive Offset per mail.


KOMMENDE MØDER:

Tisdag d. 2. sep. kl 16:30 Eftermiddagsmøde i Signe+Sofies atelier.
Onsdag d. 3. sep. kl. 10:00 Møde og arbejdsdag. Lagkagepause hos Kasper Hesselbjerg.
Møde i uge 37 - Maria Finn inviteres. Nærmere tidspunkt aftales senere.


DAGLIGSTUE NOT DAGLIGSTUE
Hvilken absurd faktor kunne ændre hele fornemmelsen og opfattelsen af dagligstuen? Så dagligstuen alligevel ikke er en dagligstue?
-varme
-sand
-åbningstiden (kunne følge fx kinesisk tid og ligge om natten)
-erotik...

......snakken flyder over i tanker om "EKSOTISK".........

-eksotisk?
-ikke truende?
-anderledes?
-primitiv?
-mystisk?
-useriøst?
-et begreb der udtrykker at man ikke forholder sig til det man ser/oplever?
-et begreb der skaber distance?
-en boks?
-et blik?
-Vestens opfattelse af Syden?
-indstilling?
-kan være Grønland (fedtsten og anorak)
-forventning?
-uvidenhed/ begrænset kendskab til noget fremmed?
-noget oprindeligt?
-noget traditionelt?
-higen efter autencitet?
-folklorisk?
-optik og forholden?
-ikke noget man vil være?
-dragende?
-Josephine Baker?



SLUT.
over and out

postkort

postkort

eksotisk grammatik

-eksotisk grammatik

Eksotisk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Eksotisk kommer af græsk εξωτικος exotikos = "fremmed". Det eksotiske er altså det fremmede. I daglig tale bruges ordet dog i en lidt mere snæver betydning, hvor man sigter til det "løjerlige" eller "sydlandske".
Inden for geografi eller økologi bruges ordet i den oprindelige betydning. En stenart kan derfor udmærket være eksotisk, selv om den kommer fra Grønland. En træart vil også blive kaldt eksotisk, når den ikke er naturlig hjemmehørende i Danmark. Det kunne f.eks. være arten Sølv-Lind (Tilia tomentosa), der kommer fra Balkanområdet.

udlængsel2

udlængsel

Jeff Wall after "Invisible man" by Ralph Ellison

"Without light I am not only invisble, but formless as well"

At leve i Harlem er som at bo midt i byens indvolde: her frister man et liv i en labyrint af gader der eksploderer ensformigt mod himlen med kirkernes spir og kors og som flyder med affald og råddenskab. Harlem er en ruin; mange af dens dagligdags tildragelser (kriminalitet, tilfældig vold, faldefærdige bygninger med affald i gårdene, ildelugtende opgange og utøjsbefængte værelser) ligner de fordrejede billeder der dukker op i drømme og, ligesom voldsmænd der strejfer om i en forladt bygning, sitrer i den vågnendes bevidsthed med en skjult og truende betydning. Og dog er dette ingen drøm, men derimod virkelighed for godt fire hundrede tusinde amerikanere, en virkelighed der bestemmer og farver verden for mange. Som et overbefolket og et politisk og økonomisk udbyttet sted er Harlem symbolet på den sortes evige fremmedgørelse i sit eget hjemland.

Meget er blevet skrevet om de sociale og økonomiske sider af Harlem; her skal vi snarere interessere os for dens psykologiske beskaffenhed, en beskaffenhed der kommer sig af sammenstødet mellem byens slumtilstand og den folkelige følsomhed. Historisk set er de sorte amerikanere fanget i en kæmpe forandringsproces der har kastet dem fra slaveri til det industrialiserede samfunds livsbetingelser inden for et så kort tidsrum (kun knap femogfirs år) at det bogstavelig talt er muligt for dem at bevæge sig fra feudalismen og ind i industrialiseringens malstrøm blot ved at krydse Mason-Dixon-Linien.

Forandringernes pludselighed og det deraf følgende sammenstød mellem kulturelle faktorer i den sortes personlighed er årsag til nogle af de ekstreme modsætninger man finder i Harlem, både hvad angår de negative og de positive aspekter. For hvis Harlem er stedet for den almindelig sortes dødskamp, så danner den også ramme om hans transcendes. Her er det nemlig muligt for talentfulde unge mennesker at gennemløbe årtiers udviklingsproces på kun knap tyve år, mens hvidhårede voksne kravler rundt ved siden af dem, nedsunket i deres barndoms feudale mørke. Her udvikler en tidligere bomuldsplukker kirurgens følsomme hånd, og mennesker, hvis bedsteforældre stadigvæk tror på magi, forbereder optimistisk deres karrierer som atomvidenskabsmænd. Her kan børnebørn til dem der ikke var i besiddelse af en skreven litteratur, studere deres eget liv med Freud og Marx, Kierkegaard og Kafka, Malraux og Sartre. Disse forhold er med til at forklare beskaffenheden af en verden så flydende og omskiftelig at virkeligt og uvirkeligt ofte blandes i bevidstheden, og hvor det eventyrlige venter lige bag den samme usle virkelighed som benægter dets eksistens. 

Derfor bliver de mest surreelle fantasier udlevet i Harlems gader; en mand bevæger sig ind og ud af trafikken, idet han råber og kaster med imaginære granater som dem der faktisk eksploderede under 1 verdenskrig; en dreng deltager i et voldtægtsrøveri på sin egen mor; en mand slår sin hustru i en park og bruger boksningens videnskabelige regler, ligesom han overholder Markisen af Queensberrys regler (ingen kaninstød, ingen slag under bæltestedet); to mænd holder en tredje, mens en lesbisk kvinde snitter ham ihjel med et barberblad; drengegangstere med hjemmelavede pistoler (som sydpå oprindeligt kun er legetøjssymboler på de unges længsel efter at blive voksne) skyder deres unge rivaler ned. Livet bliver en maskerade; der bliver båret eksotiske kostumer hver dag. Dem der ikke har råd til en hest, går i ridetøj; andre der ikke har råd til at gå på jagt eller som sjældent går til sportsbegivenheder, bærer rundt på jagtstole.

For dette er en verden hvori størstedelen af indbildningskraften ikke bruges på at skabe kunstværker, men derimod på at overvinde frustrationen over den sociale diskrimination. De sorte amerikanere - ikke rigtig borgere og dog amerikanere, fulde af det moderne menneskes indre spændinger, men alligevel betragtet som primitive - er på desperat jagt efter en identitet. De afviser deres påtvugne status som andenrangsmennesker, de føler sig fremmedgjorte, og hele deres liv er blevet en søgen efter svar på spørgsmålene; Hvem er jeg, hvad er jeg, hvorfor er jeg og hvor? Det er således ikke uden betydning at svaret på hilsenen "Hvordan går det?" i Harlem ofte lyder "Årh, du, jeg er ingen steder" - en talemåde der afslører en så udbredt holdning at den er blevet reduceret til en håndbevægelse, et tilsyneladende trivielt udsagn. Sorte er på ingen måde uopmærksomme på at deres nye livsbetingelser kræver nye definitioner af begrebspar som primitiv og moderne, etisk og uetisk,  moralsk og umoralsk, patriotisme og landsforræderi, tragedie og komedie, sundhed og sindssygdom.

Ralph Ellison, Harlem is nowhere, 1948

En utopi

En ø, hvor alting bliver opklaret.

Her står man fast på bevisernes grundlag.

Der findes ingen anden vej end vejen der fører dertil. 

Buskene bøjer sig under svarenes vægt.

Her vokser Den rigtige Antagelses træ

med grene der aldrig har været filtret sammen.

Et blændende enkelt Forståelsens træ

ved en kilde der hedder Åh ja, Sådan Er Dét.

Jo større udsigt til skoven, jo bedre kan man se

Det selvfølgeliges Dal.

Er der en tvivl, driver vinden den bort.

Et ekko tager til orde uden at nogen kalder det frem

og forklarer ivrigt verdernes hemmeligheder.

Til højre en hule, hvor meningen ligger.

Til venstre Den dybe Overbevisnings sø.

Fra bunden løsner sandheden sig og kommer nemt op 

til overfladen.

Den urokkelige Sikkerhed rejser sig over dalen.

Fra dens top kan man se Sagens Kerne.

Til trods for sine ynder er øen mennesketom

og de små bitte spor efter fødder som man ser ved kysterne,

fører alle som ét mod havet.

Som om man kun gik herfra og uigenkaldeligt forsvandt i dybet.

I det ufattelige liv.

Wislawa Szymborska, EN KAT I EN TOM LEJLIGHED

Organisering af temaer

Kære Alle!

Her er nogle overvejelser omkring vores projekt, som jeg gjorde på baggrund af mailskorrespondancen om titel. Teksten skal læses som et foreslag til en organisering af temaer - en hjælp eller en inspiration - fremfor en fastlagt ramme for projektet.

Hmm, ”eksotisk dagligstue” er en god titel, eftersom den indfanger en del af projektets dobbelthed: ”det fremmede” overfor ”det kendte.” Men sådan som jeg ser det har projektet egentlig 3 spor.

1. fiktion overfor virkelighed
2.      ”det fremmede” overfor ”det kendte”
eller:
     ”det eksotiske” versus ”forestilling”
     ” det fremmede” versus ”identitet”
     ”de andre” versus ”selvbillede,” eller vs. ”det intime”
3.      Det sidste spor kan ikke opstilles som modsætningspar. Dette spor omhandler begreberne: Mødet, korrespondancen, identifikation, gruppen.
Samlet kan man beskrive dette spor, som en undersøgelse af det rum, hvor de modsætningspar, jeg har skrevet under punkt 1 og 2 mødes.
F.eks at det er i forestillingens møde med virkeligheden at "det eksotiske" opstår.
Eller: et mødet mellem fiktion og virkelighed kunne beskrives således: trods de ønsker vi - i den vestlige kultur - har om, at beskrive verdenen som den er, så vil den kulturelle forestilling om en ”ren og sand” virkelighed faktisk være medskabende til verden som en fiktion. Altså vi vil går på opdagelse i det nye, det anderledes, det fremmede, men vi er aldrig tomme tavler, hvor nye historier kan skrives på, vi møder verdenen allerede påvirket af hvem vi er og hvor vi kommer fra. Vores identitet er til en vis udstrækning skjult for os, men når vi undersøger noget fremmede, vil vi også kunne afsløre sider af vores egen kultur, os selv.
Ovenstående er blot mulige beskrivelser af mødet. 

I det tredje spor står vi med mellemrum, nuancer, forskelligheder, detajler, undtagelser og afspejlinger fremfor: begreber, kategorier, viden, ideologi. F.eks. alle de nuancer der ligger mellem det eksotiske og forestillinger. Eller: at vi efter en lang undersøgelse af begreberne ”det fremmede” og ”identitet” ikke står tilbage med to afgrænset kategorier, der er veldefineret, afsluttet, og endeligt beskrevet.

Jeg foreslår, eksistensen af et yderligere fjerde spor i vores projekt, som kunne have titlen ”Værk”

4.      Værk.
I det 20 århundrede er der en stærk tradition for, at de værker som kulturen betragter som ”mesterværker” er værker der forholder sig til det medie, de arbejder i. Indenfor skønlitteratur er klassiske eksempler ”Ulysses” af James Joyce og ”På spor af den tabte tid” af Proust. Mange af de diskussioner vi havde i Maria Finns studiekreds omhandlede ligeledes dette træk ved de forskellige film, f.eks. hvordan de forskellige film behandlede temaer omkring død i narrationen, hvor døden kan betragtes som et symbol det konkrete filmmedie; det "døde" billede og den fastfrosne tid, som fotografiet indfanger.
Vi har indtil videre forholdt os til "medie" ved at danne en gruppe, hvor alle arbejder i forskellige medier, men behandler samme tema. Der er således den mulighed, at vores projekt kunne formidle til beskueren, at det er bearbejdelse af medie, der er vigtig, fremfor valg af medie. Altså et opgør med ideerne om at nogle medier er døde eller nogle mere politiske end andre. Vi arbejder måske med grænserne for medierne og søger at opløse dem.
Jeg har oplevet, at nogle af vores samtaler, har berørt muligheden for, at gruppen i sig selv er et medie. Det synes jeg er virkelig spændende at tænke over og arbejde videre på, selvom jeg har svært ved at overskue betydning.
Den vægt vi har tillagt gruppe, betyder, vi ikke ønsker at fremhæve det individuelle, "originale" udtryk, men istedet søger at samle forskelligheder og nuancer indenfor et fælles arbejde. Vi søger at dele tanker, give inspiration, sprede ideer, og forventer tilgengæld at forskelligheder og nuancer opstår af en arbejdsproces, der veksler mellem det individuelle og det fælles.

Vi har således en værkforståelse, der bryder dels med ideen om det enkeltstående geni, dels med "isme" tanke. 

Lads os samtale om disse overvejelser til næste møde. Husk - alt sproglig systematik er samtidig meningsgivende og misvisende. 

group show 2

jeg ville have det helt udemærket med ikke at have navne med, tværtimod ville jeg synes, at vi skal integrere alle vores forskellige ting i hinandens så godt som muligt - og det er en god pointe, at vi jo alle sammen er ophavskvinder på alle værkerne i en eller anden grad alligevel. og jeg tror også at det ville være en fin oplevelse for publikum, netop helt frit at kunne gå rundt og opleve og opdage sammenhænge, som selv vi måske ikke har fundet endnu!

ikke sandt?

Udstille som en gruppe?

Hvorfor udstille som en gruppe? I manifest version 0.0 skriver vi, at vi ikke er interesserede i at fremhæve enkelte individers præstationer. Men udstiller vi ikke også samlet, fordi de værker, der kommer til at udgøre udstillingen, er produkter af dette samarbejde? Principielt set er alle gruppemedlemmer forfatter til værkerne? Eller hvordan anskuer vi det her?

Der melder sig andre spørgsmål i denne sammenhæng: udstiller vi anonymt eller under et fælles navn? Skal gruppen have et navn, og i så fald hvilket?

den danske sangskat

Nå, fa'ren blev ked af den vilde krabat

og sendte ham bort som vestindisk soldat.

Derovre i varmen, hvor rommen er fra,

forlangte han nattegn hver evigste da'.

:,: For den gallerøjs

gik aldrig til køjs,

næh, han kendte de kønneste pi'er på Sct. Croix. :,:

adressedeling

PEOPLE!

jeg har brug for jeres adresser! kan I ikke sende dem rundt på mailen?

KH

Manifest version 0.0

Gruppen er et møde med en mangfoldighed. Vi er en gruppe for at bevare forskellighed. Centralt er mødet med det fremmede, forestillingers skabelse af fiktive kulturer, virkelighedens umulige tilgængelighed, det opdigtede eksotiske, jegets afspejlinger, fascination af originalitet.

Vi udstiller som en gruppe. Vi ønsker ikke at fremhæve individuelle præsentationer. Vi har haft en længerevarende korrespondance, hvor vi har opbygget fælles forståelse og samtidig bevaret nuancer og undtagelser

lidt hjaalp

jeg taankte at det kunne vaare rart hvis folk havde lyst til maaske ot fortaalle kort om hvordan det gaar med de ideer i har til vores projekt-altsaa hvor langt man er og hvilken retning tingene tager.
jeg har selv en masse forskellige ideer og tanker har forsogt at undersooge en del omkring mange af de emnerne der ogsaa har vaaret oppe herinde.
har ikke haft meget adgang til nettet og synes det er svaart at faa udformet nogle konkrete ideer og faa samlet noget materiale ind naar man rejser rund.
har lige faaet laast de fleste indlaag, mange er citater og uddrag af andre mennesker,det jeg efterspoorger er at hoore lidt om hvordan det gaar med jeres projekter, behoover ikke vaare konkret,bare tanker..hvis i har lyst.
det ville vaare en rigtig god hjaalp for mig paa nuvaarende tidspunt, maaske ogsaa for jer andre :)

krig på afstand

Når Virginia Woolf bemærker, at et af de fotografier, hun har fået tilsendt, viser et lig, at det er så lemlæstet, at det lige så godt kunne være et grisekadaver, er hendes pointe, at omfanget af krigens brutalitet tilintetgør det, der identificerer folk som individer, endda som mennesker. Sådan ser krig selvfølgelig kun ud, når den betragtes på afstand, som et billede.
Ofre, pårørende i sorg, nyhedsforbrugere - alle er på hver deres måde enten tæt på eller langt fra krigen. De mest direkte skildringer af krig og af katastroferamte kroppe er af de krige og kroppe, som forekommer mest fremmede og fjerne, og som der derfor er mindst sandsynlighed for, at man kan forholde sig til. Når det gælder motiver fra vores egen verden forventes det, at fotografen er mere diskret.

Fra Susan Sontags "At betragte andres lidelser", hvori hun blandt andet kommenterer på Virginia Woolfs "Tre Guineas" (Woolfs overvejelser om årsagerne til krig, hvor hun skriver at alle vil føle det samme, når de kigger på et fotografi af krigens rædsler, altså vil føle en universel modvilje mod krig. Sontag bruger stort set hele sin bog på at hævde det modsatte).

Men man kan ikke fortælle Dem hvordan jeg kørte op gennem alleen, forbi Ellens ødelagte og ukrudtskvalte blomsterbede og nåede huset, skallen, en kokonkiste (tænkte jeg), ungdoms og sorgs brudeseng, og opdagede at jeg var kommet, ikke for sent som jeg havde troet, men for tidligt. Med rådnende søjlegang og afskallede vægge lå det, ikke plyndret, ikke invaderet, ikke mærket af kugler eller soldaters jernhæle men snarere som forbeholdt noget mere: en ødelæggelse grundigere end ruin, som om det havde ligget i jernhård sidestilling med jernflamme, med en ødelæggelse der havde opdaget at den var mindre rasende og mindre uforsonlig, ikke slynget men snarere faldet tilbage foran det uigennemtrængelige og ukuelige skelet som flammmerne, i øjeblikkets endelige krise, ikke turde falde over; der var endog ét trin, én planke der var rådnet fri og vippede under foden (eller ville have gjort det hvis jeg ikke havde rørt den let og hurtigt) da jeg løb op og ind i hall'en hvis tæppe sammen med senge og bordlinned for længst var gået til charpi, og så Sutpensansigtet og i samme nu jeg råbte "Henry! Henry! Hvad har du gjort? Hvad har det fæhoved forsøgt at fortælle mig?" indså at jeg ikke, som jeg havde troet, var kommet for sent, men for tidligt. For det var ikke Henrys ansigt. Det var Sutpensansigt nok, men ikke hans; kaffefarvet Sutpenansigt nok dér i det matte lys, som spærrede trappen: og jeg løb ud af den lyse eftermiddag, ind i den tordnende stilhed i det rugende hus hvor jeg i første omgang ikke kunne se noget: så gradvis ansigtet, Sutpensansigtet der ikke kom nærmere, ikke svømmede op af mulmet, men allerede var der, klippeagtig og fast foruddaterende tid og hus og undergang og alting, ventede dér (uha ja, han valgte godt; han forbedrede valget, han der i sit eget billede skabte sit private helvedes kolde Kerberos) - ansigtet uden køn eller alder fordi det aldrig havde haft nogen af delene: det samme sfinksansigt som hun var født med, som havde set ned fra loftet den nat ved siden af Judiths og som hun stadig har nu som fireoghalvfjerdsårig, så på mig uden forandring, uden ændring i det overhovedet, som om det havde vidst på sekundet hvornår jeg ville træde ind, havde ventet dér under samtlige de tolv miles bag det gående muldyr og set mig komme nærmere og nærmere og til sidst gå ind ad døren som det havde vidst (ak, måske forordnet, eftersom der er den retfærdighed hvis gane-vom en Moloks ikke skelner mellem brusk knogler og mørt kød) at jeg skulle - ansigtet standsede mig brat (ikke min krop: den løb videre, fremad, men jeg, mig selv, den dybe eksistens vi fører, i sammenligning med hvilken lemmers bevægelse bare er et klodset og forsinket akkompagnement som lige så mange unødvendige instrumenter der spilles primitivt og amatørmæssigt ude af harmoni med selve melodien) i den bare hall med dens bare trappe (det tæppe også borte) der førte op til den halvmørke gang ovenpå hvor et ekko talte som ikke var mit men snarere tilhørte det fortabte uigenkaldelige kunne-have-været der spøger i alle huse, alle lukkede mure rejst af menneskehænder, ikke til husly, ikke til varme, men for at gemme sig for verdens nysgerrige kiggen og seen de dystre vendinger de ældgamle unge vildfarelser stolthed og håb og ambition (ja, kærlighed) tager. "Judith!" sagde jeg. "Judith!" 

Der kom ikke noget svar. Jeg havde ikke forventet noget; selv da forventede jeg muligvis ikke at Judith skulle svare, ligesom et barn, før den forståede rædsels fulde øjeblik, kalder på den forælder det faktisk ved (dette før rædslen tilintetgør enhver dømmekraft) ikke engang er der til at høre det. Jeg råbte ikke til nogen, noget men (forsøge at råbe) gennem noget, gennem den kraft, den rasende og dog fuldstændige klippeagtige og ubevægelige fjendtlighed der havde standset mig - den fremtoning, det velkendte kaffefarvede ansigt, den krop (de bare kaffefarvede fødder ubevægelige på det bare gulv, trappens stigende bue lige bag hene) ikke større end min egen som, uden at bevæge sig, uden nogen som helst forandring af visuel deplacering (hun fjernede end ikke sit blik fra mit af den grund at hun ikke så på mig men gennem mig, idet hun åbenbart stadig grundende over den åbne dørs rolige rektange som jeg havde brudt) syntes at forlænge og projicere noget opad - ikke sjæl, ikke ånd, men snarere noget retning af en dybt opmærksom og adspredt lytten til eller efter noget jeg ikke selv kunne høre og det ikke var meningen jeg skulle høre - en rugende opmærksomhed og accept af det uforklarlige usete arvet efter en ældre og renere race end min, som i den tomme luft mellem os skabte postulerede og formerede det jeg troede jeg var kommet for at finde (sandelig, som jeg måtte finde, ellers ville jeg alt imens jeg stod dér og åndede have benægtet at jeg nogen sinde var født): - det soveværelse for længst lukket og muggent, den lagenløse seng (det kærligheds og sorgs brudeleje) med det blege og blodige lig i dets lappede og af vind og vejr medtagne grå som farvede den bare madras højrød, den nedbøjede og uægtede enke knælede ved den - og jeg (min krop) der ikke standsede endnu (ja, den behøvede hånden, berøringen, til det) - jeg, selvhypnotiserede tåbe som stadig troede at det der måtte ske ville ske, ikke kunne andet end ske, ellers måtte jeg benægte tilregnelighed såvel som åndedræt, løb, kastede mig ind i det uudgrundelige kaffefarvede ansigt, den kolde uforsonlige tankeløse (nej, ikke sjælløse: alt andet end sjælløse: hans egen synske vilje hærdet til amoralsk ondskabs uvigende absolutte af det sorte villige blod han havde krydset det med) kopi af hans eget som han havde skabt og forordnet skulle herske over hans fravær, ligesom man kunne iagttage en vild og adspredt natfugl baske ind i den skamløse og skæbnesvangre lampe. "Vent," sagde hun. "Gå ikke derop." Jeg standsede stadig ikke; det ville kræve hånden; og jeg løb videre, tilbagelagde den sidste meter vi syntes at stirre hen over på hinanden, ikke som to ansigter men som de to abstrakte modsætninger vi faktisk var, ingen af vore stemmer hævet, som om vi talte til hinanden fri for talens og hørelsens begrænsinger og indskrænkninger. "Hvad?" sagde jeg.

"Du går ikke derop, Rosa." Det var sådan hun sagde det: så sagte, så stille, og igen var det som om det ikke var hende der talte men selve huset der sagde ordnene. 

William Faulkner, Absalom, Absalom! 

"Hvis De skriver en bog, der foregår i Kars, og bruger mig i den, vil jeg gerne fortælle Deres læsere, at de ikke skal tro på noget af det, De siger om mig, noget af det, De siger om nogen af os. Der er ingen, der kan forstå os på så lang afstand." 

"Men der er ingen, der tror på alt, hvad de læser i en roman," sagde jeg.

Åh jo, de tror på det." udbrød han "Om så bare for at opfatte sig selv som kloge og overlegne og humanistiske har de behov for at tænke på os som søde og sjove og overbevise sig selv om, at de sympatiserer med den måde, vi er på, og endda elsker os. Men hvis De ville skrive det, jeg lige har sagt, vil deres læsere i det mindste reservere tvivlen en lille plads i deres indstilling."

Orhan Pamuk, Sne

Nå, men så sæt da folk ud af spillet, begræns dem, tving dem til at tie. 

For den europæiske oplysning er vigtigere end mennesker.

Fjodor Dostojevskij, Optegnelser til Brødrene Karamazov

Vesterlændingen i mig var foruroliget.

Joseph Conrad, Ruslands Skygge 

Them

Jeg kom til at tænke på et værk: 'Them' (2007) af Artur Zmijewski, som jeg læste om i Sum #2.

Them documents a social experiment devised by Zmijewski in which representatives from conflicting social groups (conservatives, patriotic Catholics, nationalist Polish youth, leftist socialists, democrats and freedom fighters) are brought together through a series of workshops. Each group is asked to construct a symbolic centre and then to comment and react to the others. Forcing participants to interact: to negotiate, to fight, or to withdraw. (Citat: herfra)

Er der ikke nogen, der poster det, vi snakkede om fredag?

Tags

Jeg har lavet en liste med tags ude til højre. Den opdaterer sig selv, når man sætter en etiket på et indlæg. Man kan også tilføje de allerede eksisterende indlæg nye etikketter. Der danner sig måske en vis sammenhæng, når flere indlæg deler tag.

Louis De Rougemont

Louis De Rougemont (1847–1921) was a would-be explorer who claimed to have had adventures in Australasia.

"De Rougemont" was born Henri Louis Grin in 1847 in Suchy, Switzerland. He left home at the age of sixteen. He became a footman to the actress Fanny Kemble, servant to a Swiss banker de Mieville in 1870 and a butler for the governor of Western Australia Sir William Robinson. In the latest job he lasted less than a year. He tried various ventures with very little success. He worked as a doctor, a 'spirit photographer' and an inventor. He also married and abandoned a wife in Australia.

In 1898 he began to write about his invented adventures in the British periodical The Wide World Magazine under the name Louis De Rougemont. He described his alleged exploits in search of pearls and gold in New Guinea and claimed to have spent thirty years living with Indigenous Australians in the Australian outback. He claimed that the tribe with whom he had lived had worshipped him as a god. He also claimed to have encountered the Gibson expedition of 1874.

Various readers expressed disbelief in his tales from the start, for example, claiming that no one can actually ride a turtle. De Rougemont had also claimed to have seen flying wombats. The fact that he could not place his travels on the map aroused suspicion. Readers' arguments in the pages of London newspaper, the Daily Chronicle, continued for months.

Rougemont subjected himself to examination by the Royal Geographical Society. He claimed that he could not specify exactly where he had been because he had signed a non-disclosure agreement with a syndicate that wanted to exploit the gold he had found in the area. He also refused to talk about Aboriginal languages he had supposedly learned. Still his supporters continued to find precedents to his exploits.

After September 1898 Daily Chronicle announced that a certain F.W. Solomon had recognized De Rougemont and identified him as Louis Grin who had presented himself at Solomon's firm as an entrepreneur. Grin had collected tidbits for his exploits from the Reading Room of the British Library. Edwin Greenslade Murphy had helped to expose him.

Grin tried to defend himself by writing a letter to The Daily Chronicle, using his original name, in which he expressed his consternation that anybody would confuse him with Louis De Rougemont. Daily Chronicle was very willing to publish the letter. The Wide World Magazine just exploited the situation and prepared a Christmas double issue. Sales of both papers soared. De Rougemont himself disappeared from the public view.

In 1899 Grin travelled to South Africa as a music-hall attraction: "The greatest liar on earth": on a similar 1901 tour of Australia, he was booed from the stage. In July 1906 De Rougemont appeared at the London Hippodrome and succesfully demonstrated his turtle-riding skills. During World War 1 he reappeared as an inventor of a useless meat substitute. He died a poor man in London on June 9 1921.

Sidi Goma

http://www.youtube.com/watch?v=NN61A-X2zIE

Louis de Rougemont: Tredive Aar Blandt De Vilde