Byerne og erindringen

I Maurilia bliver den rejsende opfordret til at bese byen, og samtidig til at betragte nogle gamle postkort som viser den,som den var tidligere. Den selvsamme plads med et par høns dèr hvor busholdepladsen ligger, en musikpavillion dér hvor viadukten er nu , to unge piger med parasol dér hvor krudtfabrikken findes. For ikke at skuffe dem, der bor der, må den rejsende rose byen som den ser ud på postkortene , og foretrække den frem for den nuværende by, men han må samtidig passe på at holde sin beklagelse af forandringen inden for ganske bestemte rammer.
Han bør indrømme, at den pragt og velstand som Maurilia har opnået, efter at den er vokset til storstad, ganske vist ikke, når man sammenligner den med den tidligere lille provonsby Maurilia, kan erstatte en vis, nu forsvunden yndefuldhed.
Samme yndefuldhed kan dog kun nydes nu på de gamle postkort, mens man før, da den lille provinsby lå der, ikke kunne få øje på noget som helst yndigt, og det ville man i hvert fald slet ikke kunne i dag, hvis Maurilia var forblevet som før.
Under alle omstændigheder har den nuværende storby Maurilia yderligere den fordel, at man ved at betragte det den er blevet til, med vemod kan mindes det den var.
Man må passe på ikke at komme til at sige, at somme tider afløser forskellige byer hinanden på samme tid og med samme navn. De fødes og dør uden at kende hinandens eksistens, uden at der har været nogen form for forbindelse mellem dem.
Somme tider bliver beboernes navne ved med at være de samme, og sprogets tonefald er det samme, selv ansigtstrækkene forbliver ens. Men de guder der bor i navnene og på stederne har forladt byen uden at sige noget, og i deres sted er fremmede guder flyttet ind.
Det har ingen mening at spørge, om de er bedre eller værrer end de oprindelige, for der er ikke nogen som helst forbindelse mellem dem. På samme måde forestiller de gamle postkort ikke Maurilia som den var tidligere, men en anden by der tilfældigvis også hed Maurilia.

Af: Italo Calvino "De Usynlige Byer"