lørdag den 4. oktober 2008

Rekonstruktioner af gruppen

Begyndende ord
Mødet. Mellemrum. Det fremmede. Den fremmede - kan være en del af sig selv. Vikelighedsopfattelser. Fiktion. Illusion. At skabe et fiktiv rum. Virkelighed. Spejling. Samtalen. Tid. Paralleller. Dimensioner. Dialog. Vilje. Værk. Vanvid.

Manifest version o.o
Gruppen er et møde med en mangfoldighed. Vi er en gruppe for at bevare forskellighed. Centralt er mødet med det fremmede, forestilligers skabelse af fiktive kulturer, virkelighedens umulige tilgængelighed, det opdigtede eksotiske, jegets afspejlinger, fascination af originalitet.

Vi udstiller som en gruppe. Vi ønsker ikke at fremhæve individuelle præsemtatiomer. Vi har haft en længerevarende korrespondance, hvor vi har opbygget fælls forståelse og samtidig bevaret nuancer og undtagelser.

Maria Finn gruppen 
Virkelighed/fiktion, rejser, synsvinkler, blikket, voyeurisme, samtale, dialog, det hjemlige/ikke hjemlige.

Noter fra de første møder
"Den vedvarende insisteren på projektet" 
"Lade den anden erobrer ens værk, tillid til den anden"
"Arbejde videre på det grundlag, vi allerede har skabt"
"Dokumentationer over verden muliggøres af rejserne"

Historie
Projektet har en tidslig dimension. 

Korrespondance 
Udført via: 
Blog 
Møder 
Igangsættelse af værker
Samarbejde 
Udstilling 
Samtale 
Præsentation

Dokumentioner 
diasshow
video
bloggen
lyd; samtalen
konkrete værker

Arbejdsmetode
Regelsæt
Gruppens arbejdsmetode
Eksempler på enkeltstående arbejdsmetoder

Hvad er værket?
Mødet
Samtalen
Gruppen
Rummet
Tiden 
Begivenheden
Objekterne
Sammenhængen

Vil værket være tilstede under præsentationen? 
Skabes et nyt værk undervejs i præsentation eller er præsentationen en rekonstruktion af et værk, der befandt sig på et bestemt sted, til en indrammet tid? Befinder værket sig et sted mellem virkelighed og fiktion? 

Gruppens muligheder
at tvivle
dristighed
at turde 
at ikke vide
skjul
det ukontrollerbare bliver åbenbaring, 
gruppens autonomi frigøre værkerne fra kunstneren


tirsdag den 23. september 2008

"The Other becomes a pure object, a spectacle, a clown. Relegated to the confines of humanity, he no longer threatens the security of home. This figure is chiefly petit-bourgeois. For, even if he is unable to experience the Other in himself, the bourgeois can at least imagine the place where he fits in: this is what is known as liberalism, which is a sort of intellectual equilibrium based on recognized places." 
Fra Roland Barthes: Mythologies

mandag den 22. september 2008

fredag den 19. september 2008

Find dit totemdyr

Det er dejligt at føle, at man er præcis som man skal være - og at man samtidig er noget ganske særligt! Illusionen om, at ens personlighed er afhængig af det stjernetegn, som

astrologerne påstår, man er født under, giver netop sådan en identitetsfølelse. En anden mulighed er at finde sit totemdyr.

I nogle kulturer forestille man sig, at hvert menneske er knyttet til en bestemt dyreart, som man er beslægtet med i ånden, og som samtidig yder én beskyttelse.
Man kan finde sit totemdyr på mange forskellige måder. En måde er at trække
det fra en mystisk sort kasse.

Denne aktivitet kræver en del forberedelse. Først skal man finde en række billeder af mulige totemdyr. På Vestre Hus har vi valgt at holde os til nordiske dyr. Herefter skal billederne forsynes med en positiv karakteristik af dyret, og så skal de mangfoldiggøres.

Her er vist et par eksempler. Jeg har ikke færdige billeder af alle dyr, men nederst på siden kan man se de tekster, jeg har brugt om dyrene.




Dyrebillederne lamineres og udklippes - og de kan nu udtrækkes under højtidelige omstændigheder. F.eks. kan en troldmand i et telt trække dem fra sort kiste.


Er man tilfreds med sit totemdyr, kan det nu anbringes i et etui, som kan bæres om halsen. Dette etui kan laves af et stykke foldet læder eller karton, hvori totemdyret limes fast. Så kan det fremvises til dem, man vil betro denne hemmelighed. Etuiet kan hæftes sammen med hæfteklammer omkring en lædersnor.

Fugle:
Fuglekonge: Så lille og dog er jeg konge. Ingen kan fange mig.
Rødhals: Tidligt oppe og altid aktiv. Jeg følger med i alt.
Solsort: Alle elsker min stemme, smuk og vemodig. Jeg er som selve sommeren.
Musvit: Kendt og elsket af alle. Jeg færdes på selv de tyndeste grene.
Gærdesmutte: Her og der og alle vegne. Jeg ses kun i glimt, men alle kan høre mig.
Isfugl: Jeg er luftens juvel. Sikker i luft som i vand.
Blåmejse: Let og elegant færdes jeg i selv de tyndeste grene. Ingen kan fange mig.
Skovskade: Smuk og klog. Jeg finder altid på noget nyt.
Husskade: Smuk, klog og fræk. Livet er en leg.
Natugle: Klogskabens symbol. Lydløs og hurtig. Overraskelsen er mit bedste våben.
Kirkeugle: Jeg har nattens øjne. Uventet og lydløst slår jeg ned på mit bytte.
Kongeørn: Majestætisk og smuk. Mit skarpe blik ser alt.
Vandrefalk: Hurtigst og smukkest af alle.
Tårnfalk: Mit blik er skarpt. Jeg er hurtig og selvsikker. 

Pattedyr:
Hare: Jeg har de skarpeste sanser og hurtigste ben.
Hermelin: Jeg er frygtløs og adræt. Jeg færdes uset i skoven. Jeg bevæger mig let og lydløst. Jeg er lille men modigst af alle.
Rødmus: Jeg kan færdes alle vegne. Altid kan jeg klare mig.
Syvsover: Jeg er mest vågen, når andre sover; men så er jeg også alle vegne. Og så er jeg nuttet.
Halsbåndsmus: Når der sker noget er jeg altid i nærheden. Jeg ser og hører alt.
Hasselmus: Blød og kærlig - og meget søvnig.
Pindsvin: Jeg går mine egne veje og frygter intet.
Rådyr: Smuk og blid - hurtig og vagtsom.
Vildkanin: Jeg leger og graver og elsker selskab.
Brun bjørn: Varm og blød, stærk og venlig.
Kat: kælen og blid og helt min egen.
Dådyr: Smuk og blid. Vagtsom, modig og vågen.
Egern: Opmærksom, livlig og væver. Jeg er elsket af alle.
Kronhjort: stærk og smuk, hurtig og vagtsom.
Sæl: Hurtigere end fisken i vandet. Livet er en leg.
Grævling: Afslappet og helt mig selv. Jeg har mange venner.

Mindre dyr:
Guldsmed. Sommeren er min tid. Skinnende i solen er jeg hurtigere end alle andre.
Mariehøne: Alle kan lide mig. Jeg har venner alle vejne, selv i himlen.
Humlebi: Jeg er lille og blød, men jeg kan meget mere, end du kan forestille dig.
Honningbi: Jeg er lille, men gennem flid og samarbejde kan jeg opnå fantastiske ting.
Hugorm: Blid og blød, glat og farlig.
Frø: Se på mine øjne. Jeg rummer evnen til forvandling.

Myte

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Myte: (græsk μῦθος mythos "fortælling")

I almindelig tale er en myte fiktion.

I religionsvidenskab og antropologi betegner en myte en religiøs fortælling, der forklarer noget om virkelighedens indretning (se ætiologi). I modsætning til et sagn eller en legende foregår en myte (ligesom et eventyr) som regel uden for tid og rum.

Totem

Totem

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Et totem er enhver organisme i naturen som våger eller bistår en gruppe mennesker, såsom en familie, klan eller stamme (Merriam-Webster Online Dictionary [1] and Webster's New World College Dictionary, Fourth Edition).

Totems støtter større grupper end det enkelte individ. Hvis det første led af anerne ikke var menneskeligt, ville det blive kaldtet totem. Normalt er denne tro ledsaget af en totemisk myte.

Selvom ordet "totem" er af Ojibwa-ansk oprindelse, begrænser troen sig ikke kun til de indfødte amerikanske indianere. Lignende trosretninger er blevet fundet i overalt i verden, deribland Vesteuropa, Østeuropa, Afrika, Australien og den arktiske polar-region.

onsdag den 17. september 2008

mandag den 15. september 2008

Et andet diagram

rejsecitat

De fleste rejser starter med en drøm.

En drøm om et eksotisk eventyr blandt fremmede kulturer.
En drøm om storbyer på et fremmed kontinent.
En drøm om livet uden hverdagen.
En drøm om noget andet.
En drøm om at glemme det hele for en stund og finde fred i en hængekøje, på en strand under svajende palmer.

eksotisk dans i vejle


Et lille diagram

Et diagram: erkendelsen af at der findes andre mennesker

fredag den 12. september 2008

mandag den 8. september 2008

alle lande er fremmede lande

Han som bedst kan sætte fingeren på det fremmede lands skikke og dét som er specielt ved dem, er den rejsende, som i dette land er fremmed.
Det er ham som kommer udefra, som med det samme vil bemærke hvad der adskiller sig og gør dette fremmede land anderledes, for det er alt det han ikke kan genkende og ikke kender til.

Det er også den fremmede der kan fortælle mindst om disse skikke, da han jo intet virkelig ved om dem.

søndag den 7. september 2008

Byerne og erindringen

I Maurilia bliver den rejsende opfordret til at bese byen, og samtidig til at betragte nogle gamle postkort som viser den,som den var tidligere. Den selvsamme plads med et par høns dèr hvor busholdepladsen ligger, en musikpavillion dér hvor viadukten er nu , to unge piger med parasol dér hvor krudtfabrikken findes. For ikke at skuffe dem, der bor der, må den rejsende rose byen som den ser ud på postkortene , og foretrække den frem for den nuværende by, men han må samtidig passe på at holde sin beklagelse af forandringen inden for ganske bestemte rammer.
Han bør indrømme, at den pragt og velstand som Maurilia har opnået, efter at den er vokset til storstad, ganske vist ikke, når man sammenligner den med den tidligere lille provonsby Maurilia, kan erstatte en vis, nu forsvunden yndefuldhed.
Samme yndefuldhed kan dog kun nydes nu på de gamle postkort, mens man før, da den lille provinsby lå der, ikke kunne få øje på noget som helst yndigt, og det ville man i hvert fald slet ikke kunne i dag, hvis Maurilia var forblevet som før.
Under alle omstændigheder har den nuværende storby Maurilia yderligere den fordel, at man ved at betragte det den er blevet til, med vemod kan mindes det den var.
Man må passe på ikke at komme til at sige, at somme tider afløser forskellige byer hinanden på samme tid og med samme navn. De fødes og dør uden at kende hinandens eksistens, uden at der har været nogen form for forbindelse mellem dem.
Somme tider bliver beboernes navne ved med at være de samme, og sprogets tonefald er det samme, selv ansigtstrækkene forbliver ens. Men de guder der bor i navnene og på stederne har forladt byen uden at sige noget, og i deres sted er fremmede guder flyttet ind.
Det har ingen mening at spørge, om de er bedre eller værrer end de oprindelige, for der er ikke nogen som helst forbindelse mellem dem. På samme måde forestiller de gamle postkort ikke Maurilia som den var tidligere, men en anden by der tilfældigvis også hed Maurilia.

Af: Italo Calvino "De Usynlige Byer"

fredag den 5. september 2008

Q

torsdag den 4. september 2008

Jeg er den anden

onsdag den 3. september 2008

People & Culture

People & Culture

Denmark´s often difficult history at the heart of a volatile part of Europe has thought the modern Dane to avoid too much conflict or rivalry and travellers will find Danes to be relaxed, casual,self-effacing,reserved and not given to extremes or to ostentation.
they are tolerant of different lifestyles;in 1989 denmark became the first European nation to ligalise same-sex marriages.
About 70 % of Denmark´s population lives in urban areas, 1,5 millions o fthem in Chopenhagen.
Foreign nationals account 7,8 % of people.

(From ; lonely planet - europe)

Flyer med rigtige farver

Flyer med forkerte farver

tirsdag den 2. september 2008

Møde d. 2/9 2008

Mødet optages.

Signe og Selini færdiggør flyer og sender den i trykken. De undersøger muligheden for 1/3 A4-størrelse.

Møde i uge 37 med Maria Finn. Tirsdag d. 9. september kl. 10:00 i mødelokalet på 3.
Nanna skriver til Maria. Der inviteres til at medbringe værker, skitser, ideer etc.

Snak omkring at udstille og "pege fingre".

Bloggen
Der er enighed om at afprøve Wikispace i fremtiden, da det tillader en anden


OPDATERING FØLGER

mandag den 1. september 2008

J&K

Lidt mere fra J&K:



Palmestue


Godnatlæsning

Her er en artikel om J&Ks udstilling, Egyptomania, på Overgaden. Jeg har flere gange tænkt på J&Ks arbejde i forbindelse med vores projekt. Mange af deres værker består af en fiktionaliseret verden, hvor de selv optræder iscensat i forskellige roller. Her beskæftiger de sig med den vestlige verdens forestillinger om andre kulturer og altså også om repræsentation, og blikket på 'det fremmede'. Godnatlæsning:


Og her er J&Ks hjemmeside: J&K

Pipilotti Rist: Daggrys-timer i naboens hus






lørdag den 30. august 2008

Referat af sniksnak fredag d.29.

EKSOTISK DAGLIGSTUE

Bevare fokus. Gennemarbejde udstillingen. Gennemføre temaet. Gemme visse aspekter til andre udstillinger. Fremtidige temaer:
-forsøget på at skabe det egentlig ekstotiske, "det anderledes".
-drøm, mentalt rum.

(Gruppe-aspektet skal ikke gøres til et ”værk” i denne udstilling. Analyse af gruppen kan blive interessant efter flere projekter og samarbejder.)

DATO FOR UDSTILLINGEN

Pre-fernisering: tirsdag d. 23. september (invitation til afdelingsforsamligen)
Fernisering: torsdag d. 25. september (Selini skal arbejde fredag)

BLOGGEN
Bloggen fortsættes. Gerne flere personlige holdninger og kommentarer - forholden sig til det materiale vi har indsamlet.
Det er helt ok at vise andre værker og kunstnere på bloggen.
Hvorledes skal korrespondancen samt materialet udstilles? Computere, projektioner, indtaling, "radio-spots"?

Enighed om totalinstallation
Sidsel må rejse ugen op til og frallægger sig kontrollen over ophængningen. OK med sofastykker.

FLYER
Flyer tekst:

Invitation til
EKSOTISK DAGLIGSTUE
En udstilling af N4S

Tid, sted
Tjek kørselsvejledning: www...
Link til bloggen

Laves af Signe
Muligvis bogstaver af collage
De som vil hjælpe med opsætningen (med udgangspunkt i Signes arbejde), mødes mandag kl.10 i Signe+Sofies atelier.
Vi afventer tilbud fra Skive Offset per mail.


KOMMENDE MØDER:

Tisdag d. 2. sep. kl 16:30 Eftermiddagsmøde i Signe+Sofies atelier.
Onsdag d. 3. sep. kl. 10:00 Møde og arbejdsdag. Lagkagepause hos Kasper Hesselbjerg.
Møde i uge 37 - Maria Finn inviteres. Nærmere tidspunkt aftales senere.


DAGLIGSTUE NOT DAGLIGSTUE
Hvilken absurd faktor kunne ændre hele fornemmelsen og opfattelsen af dagligstuen? Så dagligstuen alligevel ikke er en dagligstue?
-varme
-sand
-åbningstiden (kunne følge fx kinesisk tid og ligge om natten)
-erotik...

......snakken flyder over i tanker om "EKSOTISK".........

-eksotisk?
-ikke truende?
-anderledes?
-primitiv?
-mystisk?
-useriøst?
-et begreb der udtrykker at man ikke forholder sig til det man ser/oplever?
-et begreb der skaber distance?
-en boks?
-et blik?
-Vestens opfattelse af Syden?
-indstilling?
-kan være Grønland (fedtsten og anorak)
-forventning?
-uvidenhed/ begrænset kendskab til noget fremmed?
-noget oprindeligt?
-noget traditionelt?
-higen efter autencitet?
-folklorisk?
-optik og forholden?
-ikke noget man vil være?
-dragende?
-Josephine Baker?



SLUT.
over and out

fredag den 29. august 2008

postkort





postkort


eksotisk grammatik


-eksotisk grammatik
Eksotisk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Eksotisk kommer af
græsk εξωτικος exotikos = "fremmed". Det eksotiske er altså det fremmede. I daglig tale bruges ordet dog i en lidt mere snæver betydning, hvor man sigter til det "løjerlige" eller "sydlandske".
Inden for
geografi eller økologi bruges ordet i den oprindelige betydning. En stenart kan derfor udmærket være eksotisk, selv om den kommer fra Grønland. En træart vil også blive kaldt eksotisk, når den ikke er naturlig hjemmehørende i Danmark. Det kunne f.eks. være arten Sølv-Lind (Tilia tomentosa), der kommer fra Balkanområdet.

udlængsel2

udlængsel

torsdag den 28. august 2008

onsdag den 27. august 2008

Jeff Wall after "Invisible man" by Ralph Ellison
"Without light I am not only invisble, but formless as well"

At leve i Harlem er som at bo midt i byens indvolde: her frister man et liv i en labyrint af gader der eksploderer ensformigt mod himlen med kirkernes spir og kors og som flyder med affald og råddenskab. Harlem er en ruin; mange af dens dagligdags tildragelser (kriminalitet, tilfældig vold, faldefærdige bygninger med affald i gårdene, ildelugtende opgange og utøjsbefængte værelser) ligner de fordrejede billeder der dukker op i drømme og, ligesom voldsmænd der strejfer om i en forladt bygning, sitrer i den vågnendes bevidsthed med en skjult og truende betydning. Og dog er dette ingen drøm, men derimod virkelighed for godt fire hundrede tusinde amerikanere, en virkelighed der bestemmer og farver verden for mange. Som et overbefolket og et politisk og økonomisk udbyttet sted er Harlem symbolet på den sortes evige fremmedgørelse i sit eget hjemland.
Meget er blevet skrevet om de sociale og økonomiske sider af Harlem; her skal vi snarere interessere os for dens psykologiske beskaffenhed, en beskaffenhed der kommer sig af sammenstødet mellem byens slumtilstand og den folkelige følsomhed. Historisk set er de sorte amerikanere fanget i en kæmpe forandringsproces der har kastet dem fra slaveri til det industrialiserede samfunds livsbetingelser inden for et så kort tidsrum (kun knap femogfirs år) at det bogstavelig talt er muligt for dem at bevæge sig fra feudalismen og ind i industrialiseringens malstrøm blot ved at krydse Mason-Dixon-Linien.
Forandringernes pludselighed og det deraf følgende sammenstød mellem kulturelle faktorer i den sortes personlighed er årsag til nogle af de ekstreme modsætninger man finder i Harlem, både hvad angår de negative og de positive aspekter. For hvis Harlem er stedet for den almindelig sortes dødskamp, så danner den også ramme om hans transcendes. Her er det nemlig muligt for talentfulde unge mennesker at gennemløbe årtiers udviklingsproces på kun knap tyve år, mens hvidhårede voksne kravler rundt ved siden af dem, nedsunket i deres barndoms feudale mørke. Her udvikler en tidligere bomuldsplukker kirurgens følsomme hånd, og mennesker, hvis bedsteforældre stadigvæk tror på magi, forbereder optimistisk deres karrierer som atomvidenskabsmænd. Her kan børnebørn til dem der ikke var i besiddelse af en skreven litteratur, studere deres eget liv med Freud og Marx, Kierkegaard og Kafka, Malraux og Sartre. Disse forhold er med til at forklare beskaffenheden af en verden så flydende og omskiftelig at virkeligt og uvirkeligt ofte blandes i bevidstheden, og hvor det eventyrlige venter lige bag den samme usle virkelighed som benægter dets eksistens. 
Derfor bliver de mest surreelle fantasier udlevet i Harlems gader; en mand bevæger sig ind og ud af trafikken, idet han råber og kaster med imaginære granater som dem der faktisk eksploderede under 1 verdenskrig; en dreng deltager i et voldtægtsrøveri på sin egen mor; en mand slår sin hustru i en park og bruger boksningens videnskabelige regler, ligesom han overholder Markisen af Queensberrys regler (ingen kaninstød, ingen slag under bæltestedet); to mænd holder en tredje, mens en lesbisk kvinde snitter ham ihjel med et barberblad; drengegangstere med hjemmelavede pistoler (som sydpå oprindeligt kun er legetøjssymboler på de unges længsel efter at blive voksne) skyder deres unge rivaler ned. Livet bliver en maskerade; der bliver båret eksotiske kostumer hver dag. Dem der ikke har råd til en hest, går i ridetøj; andre der ikke har råd til at gå på jagt eller som sjældent går til sportsbegivenheder, bærer rundt på jagtstole.
For dette er en verden hvori størstedelen af indbildningskraften ikke bruges på at skabe kunstværker, men derimod på at overvinde frustrationen over den sociale diskrimination. De sorte amerikanere - ikke rigtig borgere og dog amerikanere, fulde af det moderne menneskes indre spændinger, men alligevel betragtet som primitive - er på desperat jagt efter en identitet. De afviser deres påtvugne status som andenrangsmennesker, de føler sig fremmedgjorte, og hele deres liv er blevet en søgen efter svar på spørgsmålene; Hvem er jeg, hvad er jeg, hvorfor er jeg og hvor? Det er således ikke uden betydning at svaret på hilsenen "Hvordan går det?" i Harlem ofte lyder "Årh, du, jeg er ingen steder" - en talemåde der afslører en så udbredt holdning at den er blevet reduceret til en håndbevægelse, et tilsyneladende trivielt udsagn. Sorte er på ingen måde uopmærksomme på at deres nye livsbetingelser kræver nye definitioner af begrebspar som primitiv og moderne, etisk og uetisk,  moralsk og umoralsk, patriotisme og landsforræderi, tragedie og komedie, sundhed og sindssygdom.

Ralph Ellison, Harlem is nowhere, 1948

En utopi

En ø, hvor alting bliver opklaret.

Her står man fast på bevisernes grundlag.

Der findes ingen anden vej end vejen der fører dertil. 

Buskene bøjer sig under svarenes vægt.

Her vokser Den rigtige Antagelses træ
med grene der aldrig har været filtret sammen.

Et blændende enkelt Forståelsens træ
ved en kilde der hedder Åh ja, Sådan Er Dét.

Jo større udsigt til skoven, jo bedre kan man se
Det selvfølgeliges Dal.

Er der en tvivl, driver vinden den bort.

Et ekko tager til orde uden at nogen kalder det frem
og forklarer ivrigt verdernes hemmeligheder.

Til højre en hule, hvor meningen ligger.

Til venstre Den dybe Overbevisnings sø.
Fra bunden løsner sandheden sig og kommer nemt op 
til overfladen.

Den urokkelige Sikkerhed rejser sig over dalen.
Fra dens top kan man se Sagens Kerne.

Til trods for sine ynder er øen mennesketom
og de små bitte spor efter fødder som man ser ved kysterne,
fører alle som ét mod havet.

Som om man kun gik herfra og uigenkaldeligt forsvandt i dybet.

I det ufattelige liv.

Wislawa Szymborska, EN KAT I EN TOM LEJLIGHED

Organisering af temaer

Kære Alle!

Her er nogle overvejelser omkring vores projekt, som jeg gjorde på baggrund af mailskorrespondancen om titel. Teksten skal læses som et foreslag til en organisering af temaer - en hjælp eller en inspiration - fremfor en fastlagt ramme for projektet.

Hmm, ”eksotisk dagligstue” er en god titel, eftersom den indfanger en del af projektets dobbelthed: ”det fremmede” overfor ”det kendte.” Men sådan som jeg ser det har projektet egentlig 3 spor.

1. fiktion overfor virkelighed
2.      ”det fremmede” overfor ”det kendte”
eller:
     ”det eksotiske” versus ”forestilling”
     ” det fremmede” versus ”identitet”
     ”de andre” versus ”selvbillede,” eller vs. ”det intime”
3.      Det sidste spor kan ikke opstilles som modsætningspar. Dette spor omhandler begreberne: Mødet, korrespondancen, identifikation, gruppen.
Samlet kan man beskrive dette spor, som en undersøgelse af det rum, hvor de modsætningspar, jeg har skrevet under punkt 1 og 2 mødes.
F.eks at det er i forestillingens møde med virkeligheden at "det eksotiske" opstår.
Eller: et mødet mellem fiktion og virkelighed kunne beskrives således: trods de ønsker vi - i den vestlige kultur - har om, at beskrive verdenen som den er, så vil den kulturelle forestilling om en ”ren og sand” virkelighed faktisk være medskabende til verden som en fiktion. Altså vi vil går på opdagelse i det nye, det anderledes, det fremmede, men vi er aldrig tomme tavler, hvor nye historier kan skrives på, vi møder verdenen allerede påvirket af hvem vi er og hvor vi kommer fra. Vores identitet er til en vis udstrækning skjult for os, men når vi undersøger noget fremmede, vil vi også kunne afsløre sider af vores egen kultur, os selv.
Ovenstående er blot mulige beskrivelser af mødet. 

I det tredje spor står vi med mellemrum, nuancer, forskelligheder, detajler, undtagelser og afspejlinger fremfor: begreber, kategorier, viden, ideologi. F.eks. alle de nuancer der ligger mellem det eksotiske og forestillinger. Eller: at vi efter en lang undersøgelse af begreberne ”det fremmede” og ”identitet” ikke står tilbage med to afgrænset kategorier, der er veldefineret, afsluttet, og endeligt beskrevet.

Jeg foreslår, eksistensen af et yderligere fjerde spor i vores projekt, som kunne have titlen ”Værk”

4.      Værk.
I det 20 århundrede er der en stærk tradition for, at de værker som kulturen betragter som ”mesterværker” er værker der forholder sig til det medie, de arbejder i. Indenfor skønlitteratur er klassiske eksempler ”Ulysses” af James Joyce og ”På spor af den tabte tid” af Proust. Mange af de diskussioner vi havde i Maria Finns studiekreds omhandlede ligeledes dette træk ved de forskellige film, f.eks. hvordan de forskellige film behandlede temaer omkring død i narrationen, hvor døden kan betragtes som et symbol det konkrete filmmedie; det "døde" billede og den fastfrosne tid, som fotografiet indfanger.
Vi har indtil videre forholdt os til "medie" ved at danne en gruppe, hvor alle arbejder i forskellige medier, men behandler samme tema. Der er således den mulighed, at vores projekt kunne formidle til beskueren, at det er bearbejdelse af medie, der er vigtig, fremfor valg af medie. Altså et opgør med ideerne om at nogle medier er døde eller nogle mere politiske end andre. Vi arbejder måske med grænserne for medierne og søger at opløse dem.
Jeg har oplevet, at nogle af vores samtaler, har berørt muligheden for, at gruppen i sig selv er et medie. Det synes jeg er virkelig spændende at tænke over og arbejde videre på, selvom jeg har svært ved at overskue betydning.
Den vægt vi har tillagt gruppe, betyder, vi ikke ønsker at fremhæve det individuelle, "originale" udtryk, men istedet søger at samle forskelligheder og nuancer indenfor et fælles arbejde. Vi søger at dele tanker, give inspiration, sprede ideer, og forventer tilgengæld at forskelligheder og nuancer opstår af en arbejdsproces, der veksler mellem det individuelle og det fælles.
Vi har således en værkforståelse, der bryder dels med ideen om det enkeltstående geni, dels med "isme" tanke. 
Lads os samtale om disse overvejelser til næste møde. Husk - alt sproglig systematik er samtidig meningsgivende og misvisende. 

søndag den 24. august 2008

group show 2

jeg ville have det helt udemærket med ikke at have navne med, tværtimod ville jeg synes, at vi skal integrere alle vores forskellige ting i hinandens så godt som muligt - og det er en god pointe, at vi jo alle sammen er ophavskvinder på alle værkerne i en eller anden grad alligevel. og jeg tror også at det ville være en fin oplevelse for publikum, netop helt frit at kunne gå rundt og opleve og opdage sammenhænge, som selv vi måske ikke har fundet endnu!

ikke sandt?

Udstille som en gruppe?

Hvorfor udstille som en gruppe? I manifest version 0.0 skriver vi, at vi ikke er interesserede i at fremhæve enkelte individers præstationer. Men udstiller vi ikke også samlet, fordi de værker, der kommer til at udgøre udstillingen, er produkter af dette samarbejde? Principielt set er alle gruppemedlemmer forfatter til værkerne? Eller hvordan anskuer vi det her?

Der melder sig andre spørgsmål i denne sammenhæng: udstiller vi anonymt eller under et fælles navn? Skal gruppen have et navn, og i så fald hvilket?

den danske sangskat

Nå, fa'ren blev ked af den vilde krabat

og sendte ham bort som vestindisk soldat.

Derovre i varmen, hvor rommen er fra,

forlangte han nattegn hver evigste da'.

:,: For den gallerøjs

gik aldrig til køjs,

næh, han kendte de kønneste pi'er på Sct. Croix. :,:

adressedeling

PEOPLE!

jeg har brug for jeres adresser! kan I ikke sende dem rundt på mailen?

KH

mandag den 18. august 2008

Manifest version 0.0

Gruppen er et møde med en mangfoldighed. Vi er en gruppe for at bevare forskellighed. Centralt er mødet med det fremmede, forestillingers skabelse af fiktive kulturer, virkelighedens umulige tilgængelighed, det opdigtede eksotiske, jegets afspejlinger, fascination af originalitet.

Vi udstiller som en gruppe. Vi ønsker ikke at fremhæve individuelle præsentationer. Vi har haft en længerevarende korrespondance, hvor vi har opbygget fælles forståelse og samtidig bevaret nuancer og undtagelser

lidt hjaalp

jeg taankte at det kunne vaare rart hvis folk havde lyst til maaske ot fortaalle kort om hvordan det gaar med de ideer i har til vores projekt-altsaa hvor langt man er og hvilken retning tingene tager.
jeg har selv en masse forskellige ideer og tanker har forsogt at undersooge en del omkring mange af de emnerne der ogsaa har vaaret oppe herinde.
har ikke haft meget adgang til nettet og synes det er svaart at faa udformet nogle konkrete ideer og faa samlet noget materiale ind naar man rejser rund.
har lige faaet laast de fleste indlaag, mange er citater og uddrag af andre mennesker,det jeg efterspoorger er at hoore lidt om hvordan det gaar med jeres projekter, behoover ikke vaare konkret,bare tanker..hvis i har lyst.
det ville vaare en rigtig god hjaalp for mig paa nuvaarende tidspunt, maaske ogsaa for jer andre :)

krig på afstand

Når Virginia Woolf bemærker, at et af de fotografier, hun har fået tilsendt, viser et lig, at det er så lemlæstet, at det lige så godt kunne være et grisekadaver, er hendes pointe, at omfanget af krigens brutalitet tilintetgør det, der identificerer folk som individer, endda som mennesker. Sådan ser krig selvfølgelig kun ud, når den betragtes på afstand, som et billede.
Ofre, pårørende i sorg, nyhedsforbrugere - alle er på hver deres måde enten tæt på eller langt fra krigen. De mest direkte skildringer af krig og af katastroferamte kroppe er af de krige og kroppe, som forekommer mest fremmede og fjerne, og som der derfor er mindst sandsynlighed for, at man kan forholde sig til. Når det gælder motiver fra vores egen verden forventes det, at fotografen er mere diskret.

Fra Susan Sontags "At betragte andres lidelser", hvori hun blandt andet kommenterer på Virginia Woolfs "Tre Guineas" (Woolfs overvejelser om årsagerne til krig, hvor hun skriver at alle vil føle det samme, når de kigger på et fotografi af krigens rædsler, altså vil føle en universel modvilje mod krig. Sontag bruger stort set hele sin bog på at hævde det modsatte).

søndag den 17. august 2008

Men man kan ikke fortælle Dem hvordan jeg kørte op gennem alleen, forbi Ellens ødelagte og ukrudtskvalte blomsterbede og nåede huset, skallen, en kokonkiste (tænkte jeg), ungdoms og sorgs brudeseng, og opdagede at jeg var kommet, ikke for sent som jeg havde troet, men for tidligt. Med rådnende søjlegang og afskallede vægge lå det, ikke plyndret, ikke invaderet, ikke mærket af kugler eller soldaters jernhæle men snarere som forbeholdt noget mere: en ødelæggelse grundigere end ruin, som om det havde ligget i jernhård sidestilling med jernflamme, med en ødelæggelse der havde opdaget at den var mindre rasende og mindre uforsonlig, ikke slynget men snarere faldet tilbage foran det uigennemtrængelige og ukuelige skelet som flammmerne, i øjeblikkets endelige krise, ikke turde falde over; der var endog ét trin, én planke der var rådnet fri og vippede under foden (eller ville have gjort det hvis jeg ikke havde rørt den let og hurtigt) da jeg løb op og ind i hall'en hvis tæppe sammen med senge og bordlinned for længst var gået til charpi, og så Sutpensansigtet og i samme nu jeg råbte "Henry! Henry! Hvad har du gjort? Hvad har det fæhoved forsøgt at fortælle mig?" indså at jeg ikke, som jeg havde troet, var kommet for sent, men for tidligt. For det var ikke Henrys ansigt. Det var Sutpensansigt nok, men ikke hans; kaffefarvet Sutpenansigt nok dér i det matte lys, som spærrede trappen: og jeg løb ud af den lyse eftermiddag, ind i den tordnende stilhed i det rugende hus hvor jeg i første omgang ikke kunne se noget: så gradvis ansigtet, Sutpensansigtet der ikke kom nærmere, ikke svømmede op af mulmet, men allerede var der, klippeagtig og fast foruddaterende tid og hus og undergang og alting, ventede dér (uha ja, han valgte godt; han forbedrede valget, han der i sit eget billede skabte sit private helvedes kolde Kerberos) - ansigtet uden køn eller alder fordi det aldrig havde haft nogen af delene: det samme sfinksansigt som hun var født med, som havde set ned fra loftet den nat ved siden af Judiths og som hun stadig har nu som fireoghalvfjerdsårig, så på mig uden forandring, uden ændring i det overhovedet, som om det havde vidst på sekundet hvornår jeg ville træde ind, havde ventet dér under samtlige de tolv miles bag det gående muldyr og set mig komme nærmere og nærmere og til sidst gå ind ad døren som det havde vidst (ak, måske forordnet, eftersom der er den retfærdighed hvis gane-vom en Moloks ikke skelner mellem brusk knogler og mørt kød) at jeg skulle - ansigtet standsede mig brat (ikke min krop: den løb videre, fremad, men jeg, mig selv, den dybe eksistens vi fører, i sammenligning med hvilken lemmers bevægelse bare er et klodset og forsinket akkompagnement som lige så mange unødvendige instrumenter der spilles primitivt og amatørmæssigt ude af harmoni med selve melodien) i den bare hall med dens bare trappe (det tæppe også borte) der førte op til den halvmørke gang ovenpå hvor et ekko talte som ikke var mit men snarere tilhørte det fortabte uigenkaldelige kunne-have-været der spøger i alle huse, alle lukkede mure rejst af menneskehænder, ikke til husly, ikke til varme, men for at gemme sig for verdens nysgerrige kiggen og seen de dystre vendinger de ældgamle unge vildfarelser stolthed og håb og ambition (ja, kærlighed) tager. "Judith!" sagde jeg. "Judith!" 
Der kom ikke noget svar. Jeg havde ikke forventet noget; selv da forventede jeg muligvis ikke at Judith skulle svare, ligesom et barn, før den forståede rædsels fulde øjeblik, kalder på den forælder det faktisk ved (dette før rædslen tilintetgør enhver dømmekraft) ikke engang er der til at høre det. Jeg råbte ikke til nogen, noget men (forsøge at råbe) gennem noget, gennem den kraft, den rasende og dog fuldstændige klippeagtige og ubevægelige fjendtlighed der havde standset mig - den fremtoning, det velkendte kaffefarvede ansigt, den krop (de bare kaffefarvede fødder ubevægelige på det bare gulv, trappens stigende bue lige bag hene) ikke større end min egen som, uden at bevæge sig, uden nogen som helst forandring af visuel deplacering (hun fjernede end ikke sit blik fra mit af den grund at hun ikke så på mig men gennem mig, idet hun åbenbart stadig grundende over den åbne dørs rolige rektange som jeg havde brudt) syntes at forlænge og projicere noget opad - ikke sjæl, ikke ånd, men snarere noget retning af en dybt opmærksom og adspredt lytten til eller efter noget jeg ikke selv kunne høre og det ikke var meningen jeg skulle høre - en rugende opmærksomhed og accept af det uforklarlige usete arvet efter en ældre og renere race end min, som i den tomme luft mellem os skabte postulerede og formerede det jeg troede jeg var kommet for at finde (sandelig, som jeg måtte finde, ellers ville jeg alt imens jeg stod dér og åndede have benægtet at jeg nogen sinde var født): - det soveværelse for længst lukket og muggent, den lagenløse seng (det kærligheds og sorgs brudeleje) med det blege og blodige lig i dets lappede og af vind og vejr medtagne grå som farvede den bare madras højrød, den nedbøjede og uægtede enke knælede ved den - og jeg (min krop) der ikke standsede endnu (ja, den behøvede hånden, berøringen, til det) - jeg, selvhypnotiserede tåbe som stadig troede at det der måtte ske ville ske, ikke kunne andet end ske, ellers måtte jeg benægte tilregnelighed såvel som åndedræt, løb, kastede mig ind i det uudgrundelige kaffefarvede ansigt, den kolde uforsonlige tankeløse (nej, ikke sjælløse: alt andet end sjælløse: hans egen synske vilje hærdet til amoralsk ondskabs uvigende absolutte af det sorte villige blod han havde krydset det med) kopi af hans eget som han havde skabt og forordnet skulle herske over hans fravær, ligesom man kunne iagttage en vild og adspredt natfugl baske ind i den skamløse og skæbnesvangre lampe. "Vent," sagde hun. "Gå ikke derop." Jeg standsede stadig ikke; det ville kræve hånden; og jeg løb videre, tilbagelagde den sidste meter vi syntes at stirre hen over på hinanden, ikke som to ansigter men som de to abstrakte modsætninger vi faktisk var, ingen af vore stemmer hævet, som om vi talte til hinanden fri for talens og hørelsens begrænsinger og indskrænkninger. "Hvad?" sagde jeg.
"Du går ikke derop, Rosa." Det var sådan hun sagde det: så sagte, så stille, og igen var det som om det ikke var hende der talte men selve huset der sagde ordnene. 
William Faulkner, Absalom, Absalom! 
"Hvis De skriver en bog, der foregår i Kars, og bruger mig i den, vil jeg gerne fortælle Deres læsere, at de ikke skal tro på noget af det, De siger om mig, noget af det, De siger om nogen af os. Der er ingen, der kan forstå os på så lang afstand." 
"Men der er ingen, der tror på alt, hvad de læser i en roman," sagde jeg.
Åh jo, de tror på det." udbrød han "Om så bare for at opfatte sig selv som kloge og overlegne og humanistiske har de behov for at tænke på os som søde og sjove og overbevise sig selv om, at de sympatiserer med den måde, vi er på, og endda elsker os. Men hvis De ville skrive det, jeg lige har sagt, vil deres læsere i det mindste reservere tvivlen en lille plads i deres indstilling."
Orhan Pamuk, Sne
Nå, men så sæt da folk ud af spillet, begræns dem, tving dem til at tie. 
For den europæiske oplysning er vigtigere end mennesker.
Fjodor Dostojevskij, Optegnelser til Brødrene Karamazov
Vesterlændingen i mig var foruroliget.
Joseph Conrad, Ruslands Skygge 

lørdag den 16. august 2008

Them

Jeg kom til at tænke på et værk: 'Them' (2007) af Artur Zmijewski, som jeg læste om i Sum #2.

Them documents a social experiment devised by Zmijewski in which representatives from conflicting social groups (conservatives, patriotic Catholics, nationalist Polish youth, leftist socialists, democrats and freedom fighters) are brought together through a series of workshops. Each group is asked to construct a symbolic centre and then to comment and react to the others. Forcing participants to interact: to negotiate, to fight, or to withdraw. (Citat: herfra)



Er der ikke nogen, der poster det, vi snakkede om fredag?

Tags

Jeg har lavet en liste med tags ude til højre. Den opdaterer sig selv, når man sætter en etiket på et indlæg. Man kan også tilføje de allerede eksisterende indlæg nye etikketter. Der danner sig måske en vis sammenhæng, når flere indlæg deler tag.






































Louis De Rougemont

Louis De Rougemont (18471921) was a would-be explorer who claimed to have had adventures in Australasia.

"De Rougemont" was born Henri Louis Grin in 1847 in Suchy, Switzerland. He left home at the age of sixteen. He became a footman to the actress Fanny Kemble, servant to a Swiss banker de Mieville in 1870 and a butler for the governor of Western Australia Sir William Robinson. In the latest job he lasted less than a year. He tried various ventures with very little success. He worked as a doctor, a 'spirit photographer' and an inventor. He also married and abandoned a wife in Australia.

In 1898 he began to write about his invented adventures in the British periodical The Wide World Magazine under the name Louis De Rougemont. He described his alleged exploits in search of pearls and gold in New Guinea and claimed to have spent thirty years living with Indigenous Australians in the Australian outback. He claimed that the tribe with whom he had lived had worshipped him as a god. He also claimed to have encountered the Gibson expedition of 1874.

Various readers expressed disbelief in his tales from the start, for example, claiming that no one can actually ride a turtle. De Rougemont had also claimed to have seen flying wombats. The fact that he could not place his travels on the map aroused suspicion. Readers' arguments in the pages of London newspaper, the Daily Chronicle, continued for months.

Rougemont subjected himself to examination by the Royal Geographical Society. He claimed that he could not specify exactly where he had been because he had signed a non-disclosure agreement with a syndicate that wanted to exploit the gold he had found in the area. He also refused to talk about Aboriginal languages he had supposedly learned. Still his supporters continued to find precedents to his exploits.

After September 1898 Daily Chronicle announced that a certain F.W. Solomon had recognized De Rougemont and identified him as Louis Grin who had presented himself at Solomon's firm as an entrepreneur. Grin had collected tidbits for his exploits from the Reading Room of the British Library. Edwin Greenslade Murphy had helped to expose him.

Grin tried to defend himself by writing a letter to The Daily Chronicle, using his original name, in which he expressed his consternation that anybody would confuse him with Louis De Rougemont. Daily Chronicle was very willing to publish the letter. The Wide World Magazine just exploited the situation and prepared a Christmas double issue. Sales of both papers soared. De Rougemont himself disappeared from the public view.

In 1899 Grin travelled to South Africa as a music-hall attraction: "The greatest liar on earth": on a similar 1901 tour of Australia, he was booed from the stage. In July 1906 De Rougemont appeared at the London Hippodrome and succesfully demonstrated his turtle-riding skills. During World War 1 he reappeared as an inventor of a useless meat substitute. He died a poor man in London on June 9 1921.

torsdag den 14. august 2008

torsdag den 31. juli 2008

Identifikation

"Småborgeren er et individ, der er ude af stand til at forestille sig noget fremmedartet. Hvis det fremmedartede trænger sig frem i hans synsfelt, så holder småborgeren sig for øjnene, han ignorerer det og benægter det, eller også transformerer han det til sig selv. I det småborgerlige univers består alle former for konfrontation kun i en genspejling, alt hvad der er anderledes bliver reduceret til det samme. [...] Undertiden - men kun sjældent - bliver det umuligt at reducere det fremmedartede, ikke på grund af en eller anden skruppel, men fordi den sunde fornuft stritter imod: den og den har ikke hvid hudfarve, men sort, den og den drikker pæresaft og ikke Pernod. Hvordan skal man assimiliere negeren, russeren? Der står en særlig figur parat til undsætning: det eksotiske."

Roland Barthes: Mytologier

?

kan man lave en ærlig undersøgelse af noget man allerede har et forudantaget billede af.

jeg prøver at udtænke en måde hvorpå jeg kan komme udover alle de ting jeg ved noget om, tænker noget om og tror jeg ved en masse om....... det er ikke lykkedes endnu ....

tirsdag den 29. juli 2008

Japan

Hvis jeg vil forestille mig et fiktivt folk, kan jeg give det et opdigtet navn, behandle det som et erklæret romanobjekt […] – for på den måde at undgå at kompromittere noget som helst virkeligt land i min fantasi (men da er det den samme fantasi jeg kompromitterer i litteraturens tegn). Jeg kan også – uden på noget punkt at foregive at repræsentere eller analysere den mindste virkelighed (det er den vestlige diskurs’ to vigtigste gestus) – udplukke et vist antal træk (et både grafisk og lingvistisk ord) et eller andet sted fra i verden (derovre) og velovervejet forme et system ud af disse træk. Det er et sådant system, som jeg vil kalde: Japan.

Roland Barthes: "I tegnenes vold"

mandag den 21. juli 2008


undskyld jeg spammer. men her er nogle kodeord jeg synes er gode at tænke over: oplyst modernisme, det eksotiske, magtstrukturer, den europæiske tradition for "at se". et strukturerende, objektivt og videnskabeligt blik.
dette må ændre sig når folk fotograferer sig selv og sine egen kultur. så er det ikke "os" der kigger på "dem". men vi har vel stadig et betragtende blik, når vi støder på et sådant billede, hvorend vi finder det. har vi en ramme at forstå det i?

billedet er taget af marc garanger

de er her også






en minoritets kamp for accept er også en kamp for synlighed.
jeg har fotograferet familier og portrætter i roma-landsbyen budila i rumænien. der er ikke mange der har taget sig tid til at se på disse mennesker før.
jeg er en betragter.
men jeg giver dem også en mulighed for at se på sig selv.
et familiebillede udgyder respekt.
dette er faktisk også mennesker der har en mor, en bror og en bedstefar. de er også mennesker. de har også rettigheder.

familieidyl2


hvad sker der med folks selvbillede, når de første gang ser en repræsentation af sig selv?
hvad er en værdig repræsentation?
hvad skal vi egentligt bruge familiebilledet til?
er det en måde at markere sig på overfor andre?
er det en måde at sige "jeg eksisterer"?
eller er det den vestlige middelklasse, der gerne vil presse sin egen selvforståelse ned over virkeligheden?