At leve i Harlem er som at bo midt i byens indvolde: her frister man et liv i en labyrint af gader der eksploderer ensformigt mod himlen med kirkernes spir og kors og som flyder med affald og råddenskab. Harlem er en ruin; mange af dens dagligdags tildragelser (kriminalitet, tilfældig vold, faldefærdige bygninger med affald i gårdene, ildelugtende opgange og utøjsbefængte værelser) ligner de fordrejede billeder der dukker op i drømme og, ligesom voldsmænd der strejfer om i en forladt bygning, sitrer i den vågnendes bevidsthed med en skjult og truende betydning. Og dog er dette ingen drøm, men derimod virkelighed for godt fire hundrede tusinde amerikanere, en virkelighed der bestemmer og farver verden for mange. Som et overbefolket og et politisk og økonomisk udbyttet sted er Harlem symbolet på den sortes evige fremmedgørelse i sit eget hjemland.

Meget er blevet skrevet om de sociale og økonomiske sider af Harlem; her skal vi snarere interessere os for dens psykologiske beskaffenhed, en beskaffenhed der kommer sig af sammenstødet mellem byens slumtilstand og den folkelige følsomhed. Historisk set er de sorte amerikanere fanget i en kæmpe forandringsproces der har kastet dem fra slaveri til det industrialiserede samfunds livsbetingelser inden for et så kort tidsrum (kun knap femogfirs år) at det bogstavelig talt er muligt for dem at bevæge sig fra feudalismen og ind i industrialiseringens malstrøm blot ved at krydse Mason-Dixon-Linien.

Forandringernes pludselighed og det deraf følgende sammenstød mellem kulturelle faktorer i den sortes personlighed er årsag til nogle af de ekstreme modsætninger man finder i Harlem, både hvad angår de negative og de positive aspekter. For hvis Harlem er stedet for den almindelig sortes dødskamp, så danner den også ramme om hans transcendes. Her er det nemlig muligt for talentfulde unge mennesker at gennemløbe årtiers udviklingsproces på kun knap tyve år, mens hvidhårede voksne kravler rundt ved siden af dem, nedsunket i deres barndoms feudale mørke. Her udvikler en tidligere bomuldsplukker kirurgens følsomme hånd, og mennesker, hvis bedsteforældre stadigvæk tror på magi, forbereder optimistisk deres karrierer som atomvidenskabsmænd. Her kan børnebørn til dem der ikke var i besiddelse af en skreven litteratur, studere deres eget liv med Freud og Marx, Kierkegaard og Kafka, Malraux og Sartre. Disse forhold er med til at forklare beskaffenheden af en verden så flydende og omskiftelig at virkeligt og uvirkeligt ofte blandes i bevidstheden, og hvor det eventyrlige venter lige bag den samme usle virkelighed som benægter dets eksistens. 

Derfor bliver de mest surreelle fantasier udlevet i Harlems gader; en mand bevæger sig ind og ud af trafikken, idet han råber og kaster med imaginære granater som dem der faktisk eksploderede under 1 verdenskrig; en dreng deltager i et voldtægtsrøveri på sin egen mor; en mand slår sin hustru i en park og bruger boksningens videnskabelige regler, ligesom han overholder Markisen af Queensberrys regler (ingen kaninstød, ingen slag under bæltestedet); to mænd holder en tredje, mens en lesbisk kvinde snitter ham ihjel med et barberblad; drengegangstere med hjemmelavede pistoler (som sydpå oprindeligt kun er legetøjssymboler på de unges længsel efter at blive voksne) skyder deres unge rivaler ned. Livet bliver en maskerade; der bliver båret eksotiske kostumer hver dag. Dem der ikke har råd til en hest, går i ridetøj; andre der ikke har råd til at gå på jagt eller som sjældent går til sportsbegivenheder, bærer rundt på jagtstole.

For dette er en verden hvori størstedelen af indbildningskraften ikke bruges på at skabe kunstværker, men derimod på at overvinde frustrationen over den sociale diskrimination. De sorte amerikanere - ikke rigtig borgere og dog amerikanere, fulde af det moderne menneskes indre spændinger, men alligevel betragtet som primitive - er på desperat jagt efter en identitet. De afviser deres påtvugne status som andenrangsmennesker, de føler sig fremmedgjorte, og hele deres liv er blevet en søgen efter svar på spørgsmålene; Hvem er jeg, hvad er jeg, hvorfor er jeg og hvor? Det er således ikke uden betydning at svaret på hilsenen "Hvordan går det?" i Harlem ofte lyder "Årh, du, jeg er ingen steder" - en talemåde der afslører en så udbredt holdning at den er blevet reduceret til en håndbevægelse, et tilsyneladende trivielt udsagn. Sorte er på ingen måde uopmærksomme på at deres nye livsbetingelser kræver nye definitioner af begrebspar som primitiv og moderne, etisk og uetisk,  moralsk og umoralsk, patriotisme og landsforræderi, tragedie og komedie, sundhed og sindssygdom.

Ralph Ellison, Harlem is nowhere, 1948