Men man kan ikke fortælle Dem hvordan jeg kørte op gennem alleen, forbi Ellens ødelagte og ukrudtskvalte blomsterbede og nåede huset, skallen, en kokonkiste (tænkte jeg), ungdoms og sorgs brudeseng, og opdagede at jeg var kommet, ikke for sent som jeg havde troet, men for tidligt. Med rådnende søjlegang og afskallede vægge lå det, ikke plyndret, ikke invaderet, ikke mærket af kugler eller soldaters jernhæle men snarere som forbeholdt noget mere: en ødelæggelse grundigere end ruin, som om det havde ligget i jernhård sidestilling med jernflamme, med en ødelæggelse der havde opdaget at den var mindre rasende og mindre uforsonlig, ikke slynget men snarere faldet tilbage foran det uigennemtrængelige og ukuelige skelet som flammmerne, i øjeblikkets endelige krise, ikke turde falde over; der var endog ét trin, én planke der var rådnet fri og vippede under foden (eller ville have gjort det hvis jeg ikke havde rørt den let og hurtigt) da jeg løb op og ind i hall'en hvis tæppe sammen med senge og bordlinned for længst var gået til charpi, og så Sutpensansigtet og i samme nu jeg råbte "Henry! Henry! Hvad har du gjort? Hvad har det fæhoved forsøgt at fortælle mig?" indså at jeg ikke, som jeg havde troet, var kommet for sent, men for tidligt. For det var ikke Henrys ansigt. Det var Sutpensansigt nok, men ikke hans; kaffefarvet Sutpenansigt nok dér i det matte lys, som spærrede trappen: og jeg løb ud af den lyse eftermiddag, ind i den tordnende stilhed i det rugende hus hvor jeg i første omgang ikke kunne se noget: så gradvis ansigtet, Sutpensansigtet der ikke kom nærmere, ikke svømmede op af mulmet, men allerede var der, klippeagtig og fast foruddaterende tid og hus og undergang og alting, ventede dér (uha ja, han valgte godt; han forbedrede valget, han der i sit eget billede skabte sit private helvedes kolde Kerberos) - ansigtet uden køn eller alder fordi det aldrig havde haft nogen af delene: det samme sfinksansigt som hun var født med, som havde set ned fra loftet den nat ved siden af Judiths og som hun stadig har nu som fireoghalvfjerdsårig, så på mig uden forandring, uden ændring i det overhovedet, som om det havde vidst på sekundet hvornår jeg ville træde ind, havde ventet dér under samtlige de tolv miles bag det gående muldyr og set mig komme nærmere og nærmere og til sidst gå ind ad døren som det havde vidst (ak, måske forordnet, eftersom der er den retfærdighed hvis gane-vom en Moloks ikke skelner mellem brusk knogler og mørt kød) at jeg skulle - ansigtet standsede mig brat (ikke min krop: den løb videre, fremad, men jeg, mig selv, den dybe eksistens vi fører, i sammenligning med hvilken lemmers bevægelse bare er et klodset og forsinket akkompagnement som lige så mange unødvendige instrumenter der spilles primitivt og amatørmæssigt ude af harmoni med selve melodien) i den bare hall med dens bare trappe (det tæppe også borte) der førte op til den halvmørke gang ovenpå hvor et ekko talte som ikke var mit men snarere tilhørte det fortabte uigenkaldelige kunne-have-været der spøger i alle huse, alle lukkede mure rejst af menneskehænder, ikke til husly, ikke til varme, men for at gemme sig for verdens nysgerrige kiggen og seen de dystre vendinger de ældgamle unge vildfarelser stolthed og håb og ambition (ja, kærlighed) tager. "Judith!" sagde jeg. "Judith!" 

Der kom ikke noget svar. Jeg havde ikke forventet noget; selv da forventede jeg muligvis ikke at Judith skulle svare, ligesom et barn, før den forståede rædsels fulde øjeblik, kalder på den forælder det faktisk ved (dette før rædslen tilintetgør enhver dømmekraft) ikke engang er der til at høre det. Jeg råbte ikke til nogen, noget men (forsøge at råbe) gennem noget, gennem den kraft, den rasende og dog fuldstændige klippeagtige og ubevægelige fjendtlighed der havde standset mig - den fremtoning, det velkendte kaffefarvede ansigt, den krop (de bare kaffefarvede fødder ubevægelige på det bare gulv, trappens stigende bue lige bag hene) ikke større end min egen som, uden at bevæge sig, uden nogen som helst forandring af visuel deplacering (hun fjernede end ikke sit blik fra mit af den grund at hun ikke så på mig men gennem mig, idet hun åbenbart stadig grundende over den åbne dørs rolige rektange som jeg havde brudt) syntes at forlænge og projicere noget opad - ikke sjæl, ikke ånd, men snarere noget retning af en dybt opmærksom og adspredt lytten til eller efter noget jeg ikke selv kunne høre og det ikke var meningen jeg skulle høre - en rugende opmærksomhed og accept af det uforklarlige usete arvet efter en ældre og renere race end min, som i den tomme luft mellem os skabte postulerede og formerede det jeg troede jeg var kommet for at finde (sandelig, som jeg måtte finde, ellers ville jeg alt imens jeg stod dér og åndede have benægtet at jeg nogen sinde var født): - det soveværelse for længst lukket og muggent, den lagenløse seng (det kærligheds og sorgs brudeleje) med det blege og blodige lig i dets lappede og af vind og vejr medtagne grå som farvede den bare madras højrød, den nedbøjede og uægtede enke knælede ved den - og jeg (min krop) der ikke standsede endnu (ja, den behøvede hånden, berøringen, til det) - jeg, selvhypnotiserede tåbe som stadig troede at det der måtte ske ville ske, ikke kunne andet end ske, ellers måtte jeg benægte tilregnelighed såvel som åndedræt, løb, kastede mig ind i det uudgrundelige kaffefarvede ansigt, den kolde uforsonlige tankeløse (nej, ikke sjælløse: alt andet end sjælløse: hans egen synske vilje hærdet til amoralsk ondskabs uvigende absolutte af det sorte villige blod han havde krydset det med) kopi af hans eget som han havde skabt og forordnet skulle herske over hans fravær, ligesom man kunne iagttage en vild og adspredt natfugl baske ind i den skamløse og skæbnesvangre lampe. "Vent," sagde hun. "Gå ikke derop." Jeg standsede stadig ikke; det ville kræve hånden; og jeg løb videre, tilbagelagde den sidste meter vi syntes at stirre hen over på hinanden, ikke som to ansigter men som de to abstrakte modsætninger vi faktisk var, ingen af vore stemmer hævet, som om vi talte til hinanden fri for talens og hørelsens begrænsinger og indskrænkninger. "Hvad?" sagde jeg.

"Du går ikke derop, Rosa." Det var sådan hun sagde det: så sagte, så stille, og igen var det som om det ikke var hende der talte men selve huset der sagde ordnene. 

William Faulkner, Absalom, Absalom!