Når Virginia Woolf bemærker, at et af de fotografier, hun har fået tilsendt, viser et lig, at det er så lemlæstet, at det lige så godt kunne være et grisekadaver, er hendes pointe, at omfanget af krigens brutalitet tilintetgør det, der identificerer folk som individer, endda som mennesker. Sådan ser krig selvfølgelig kun ud, når den betragtes på afstand, som et billede.
Ofre, pårørende i sorg, nyhedsforbrugere - alle er på hver deres måde enten tæt på eller langt fra krigen. De mest direkte skildringer af krig og af katastroferamte kroppe er af de krige og kroppe, som forekommer mest fremmede og fjerne, og som der derfor er mindst sandsynlighed for, at man kan forholde sig til. Når det gælder motiver fra vores egen verden forventes det, at fotografen er mere diskret.
Fra Susan Sontags "At betragte andres lidelser", hvori hun blandt andet kommenterer på Virginia Woolfs "Tre Guineas" (Woolfs overvejelser om årsagerne til krig, hvor hun skriver at alle vil føle det samme, når de kigger på et fotografi af krigens rædsler, altså vil føle en universel modvilje mod krig. Sontag bruger stort set hele sin bog på at hævde det modsatte).
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar